Indhold

Smedeopskrifter

Indledning

Herunder er en oversigt over de smedeopskrifter, du får adgang til, i de forskellige niveauer af Smed. Nedenstående indeholder mængden af ressourcer og tid, du minimum skal bruge på en opgave - du bestemmer dog selv om du vil tage en højere pris (flere ressourcer, gly, eller en tjeneste) for at smede for andre. 

Smed 1

Reparation af metalrustning 

1 JERN + 1 KUL + 5 MINUTTER

Reparation af metalrustning koster det samme uanset antal dele. Reparation af fuld pladerustning koster altså det samme i tid og ressourcer som at reparere et par armskinner. 

 

Reparation af skjolde og læderrustning 

INGEN RESSOURCER + 5 MINUTTER

Det koster ingen særlige ressourcer at reparere disse ting, kun lidt tid.

 

Smed 2

Forbedring af våben (+1 skade)

2 JERN + 2 KUL + 5 MINUTTER

Du kan forbedre et våben ved at slibe og forstærke det. Det holder resten af spilgangen og kan ikke gøres flere gange på ét våben for at opnå en højere bonus (ingen stacking). 

 

Forbedring af rustningssæt (+1 RP)

2 JERN + 2 KUL + 5 MINUTTER

Du kan forbedre et sæt rustning ved at forstærke det. Det holder resten af spilgangen og kan ikke gøres flere gange på ét sæt for at opnå en højere bonus (ingen stacking). 

 

Forsølvning af våben (+1 skade til bl.a. udøde)

4 SØLV + 2 KUL + 5 MINUTTER

Du lægger sølv på et våben, der giver bæreren en fordel mod bl.a. udøde. Det holder resten af spilgangen og kan ikke gøres flere gange på ét våben for at opnå en højere bonus (ingen stacking). Forsølvning kan kombineres med almindelig forbedring af våben, men en spiller kan aldrig give mere end 4 skade uanset kombinationer.

 

Producér lås

1 JERN + 1 GULD + 1 KUL + 5 MINUTTER

En lås kan være niveau 1-5 og nedenstående ressourcepris er prisen per niveau. Det tager dog 5 minutter uanset hvilket niveau. Hvis du f.eks. ønsker at skabe en lås med niveau 3 koster det altså 3 jern, 3 guld, 3 kul, og tager 5 minutter. Du kan altid bruge samme opskrift til at forbedre låsen senere.

Til låsen medfølger én nøgle.

 

Kopiér nøgle

1 GULD + 1 KUL + 5 MINUTTER

Du kan kopiere en nøgle. Du skal have nøglen, der kopieres, under hele processen. Det er altså ikke nok at holde nøglen en enkelt gang. Prisen er per kopi.

 

Forbedring af tyveværktøj

1 JERN + 2 SØLV + 1 GULD + 5 MINUTTER

Du kan forbedre et sæt tyveværktøj, så de giver brugeren +1 niveau af Dirke Låse. Det kræver dog at de har mindst Dirke Låse 1 i forvejen. Hvis de allerede har Dirke Låse 5 halverer det i stedet tiden, det tager, at dirke en lås fra 1 minut til 30 sekunder. Det holder resten af spilgangen og kan ikke gøres flere gange på ét sæt for at opnå en højere bonus (ingen stacking). 

 

Forbedring af alkymistværktøj

1 JERN + 2 SØLV + 1 GULD + 5 MINUTTER

Du renser og rekalibrerer et sæt alkymistværktøj, så det giver brugeren +1 produkt næste gang de bruger værktøjet til at producere en alkymiopskrift. Det holder resten af spilgangen (eller indtil brugt) og kan ikke gøres flere gange på ét sæt for at opnå en højere bonus (ingen stacking). Det kan dog gøres flere gange på én spilgang.

 

Smed 3

Elementskade (Magisk Skade)

2 SØLV + 2 GULD + 1 GUDESYMBOL + 2 KUL + 5 MINUTTER

Nogle væsner tager ekstra skade fra specifikke elementer eller magisk skade generelt, og du kan nu indlejre denne effekt direkte i et våben. Du gør våbnet klar til at modtage magi, og en magiker skal herefter indlejre magien (du kan gøre dette selv, hvis du har adgang til den relevante magi).

Denne forbedring giver ikke ekstra skade, men omdanner eksisterende skade til Elementskade/Magisk Skade. Den kan derfor kombineres med både almindelig forbedring og forsølvning af våben. Der kan ikke indlejres flere forskellige elementer i samme våben. Forbedringen holder resten af spilgangen eller indtil den udskiftes med et andet element ved at gentage hele processen forfra.

Når man slår med våbnet er det vigtigt at man gør modstanderen opmærksom på at våbnet har en bestemt type skade, når det er relevant. Ved et normalt våben med +1 fra almindelig forbedring og Ildskade vil man f.eks. sige "2 ildskade!"

Eksempler på magier, der kan bruges på våbnet for at indlejre et bestemt element:

Elementskade, der skal indlejres Magier, der kan bruges
Ild Flamme (Igrim), Producér Varme (Neutral)
Jord Udholdenhed (Ænur), Rodslået (Alira)
Is / Vand Glatis (Groma), Snestorm (Groma),

 

Magisk Indlejring 

1 SØLV + 1 GULD + 1 GUDESYMBOL + 1 KVIKSØLV + 1 KUL + 5 MINUTTER

Du kan nu indlejre en magi i et metallisk objekt. Du gør objektet klar til den magiske indlejring, og en magiker kan herefter kaste magien på objektet for at "lade" det. Herefter kan magien kastes én gang, øjeblikkeligt, så længe man er i fysisk kontakt med objektet. Herefter er den magiske indlejring opbrugt, og skal fornys hos smeden ved at gentage hele processen. Når en magi kastes via en magisk indlejring er det ikke nødvendigt at bruge en remse. Man skal dog stadig sige magiens navn og evt. forklare, hvad den gør. 

 

Avanceret Forbedring af Rustningssæt (+2 RP)

3 JERN + 1 SVOVL + 3 KUL + 5 MINUTTER

Dine teknikker og din materialeforståelse er så udviklet, at du nu kan forbedre metalrustning endnu mere. Det holder resten af spilgangen og kan ikke gøres flere gange på ét sæt for at opnå en højere bonus (ingen stacking). Det kan desuden ikke kombineres med almindelig forbedring. 

 

Afsluttende Bemærkninger

Disse smedeopskrifter er nye og stadig relativt utestede. Der kan ske løbende balanceringer, og vi anbefaler at tjekke siden her ind i mellem for opdateringer. 

Har du idéer til flere opskrifter? Skriv et indlæg på vores discord under spørgsmål og forslag til regler, eller i facebookgruppen.

Og nej. Man kan ikke få dobbelt bonus på f.eks. sin rustning ved at kombinere forskellige rustningssæt, der er forbedret individuelt. Man kan maksimalt opnå den højeste unikke forbedring.